Steffan deltog i Karrieremesse Esbjerg 2016, da han tænkte at det var en oplagt måde at komme i dialog med interessante virksomheder og drømte slet ikke om at det åbnede dørene for drømmejobbet.

På messen havde Blaaholm A/S en stand, hvor Projektchef Kim Stenager stod. Blaaholm A/S er en lokal virksomhed med afdelinger i både Esbjerg og Varde. Virksomheden har udviklet fra at udføre traditionel smedearbejde til i langt større grad at levere specialløsninger. Det stiller også krav til medarbejderne, der i dag har langt mere specialiserede baggrunde som ingeniører og maskinmestre end tidligere.

Og det er lige netop sådan en baggrund som Steffan har. Som nyuddannet maskinmester var han klar til at finde en virksomhed, hvor han kunne få lov til at bruge sin uddannelse.

God snak
På sin tur rundt på messen faldt Steffan i snak med Kim og fik en god introduktion til Blaaholm A/S.

”Blaaholm havde et par stillinger ledige i Esbjerg afdelingen, men ikke nogle der passede perfekt til mig”, fortæller Steffan, der dog gik tilbage til Blaaholms stand, efter han havde været rundt og tale med andre virksomheder.

”Jeg fik en god anden snak med Kim, og han nævnte at der jo ikke skete noget ved at smide en ansøgning afsted, selvom jeg ikke lige passede til de ledige stillinger han havde med”.

Uopfordret ansøgning
Efter messen sendte Steffan ansøgning og CV til Kim, og Kim henviste ham straks til Blaaholms serviceafdeling i Varde, hvor Steffan i dag arbejder som projektleder.

”I dag arbejder jeg som projektleder i virksomheden. Jeg har en stor berøringsflade i virksomheden, fordi jeg sidder som projektleder i serviceafdelingen. Mine arbejdsopgaver kan være designe/konstruere en maskine, ombygning/opgradering af gamle maskiner. Det kan også være sælge reservedele, samt koordinering af div. serviceopgaver, hvor jeg både er i dialog med vores dygtige serviceteknikere og kunden”, fortæller Steffan.

Steffans råd til messedeltagerne
Du skal deltage på karrieremessen for at se virksomhedernes repræsentanter i øjnene. Jeg er overbevist om, at jeg fik jobbet pga. det førstehåndsindtryk, der blev skabt mellem virksomhedens repræsentant og jeg.

Få en god dialog med de virksomheder du synes er interessante. Du skal vægte at det skal være en dialog og ikke envejskommunikation.