Sådan rammer du plet med cv’et

En af de mest effektive måder at blive spottet på er at målrette sit cv til stillingen. Og hvordan gør man så det? Cv’et er i langt de fleste tilfælde dét dokument, der læses først – og dermed ’adgangsbilletten’ til, at de læser din ansøgning. 

En kort opskrift kunne se sådan ud:

1. Ring til kontaktpersonen i afdelingen – jo, det skal gøres! Ellers har du ikke en jordisk chance for at vide, hvilke af alle de 8-10 krav i opslaget er ”need to have”, og hvilke der bare er ”nice to have”. Ud fra samtalen finder du også ud af, hvad der vægtes mest af de udvalgte krav og i hvilken rækkefølge.

2. Du kan i en samtale også høre, hvad der er ”hjertebørnene” hos din potentielle chef eller kollega, og dermed får du værdifuld viden til at kunne ramme plet med dit materiale. Det handler om at undersøge, hvad deres behov er, så du bedre kan skrive det, de gerne vil høre.

3. Når du derefter målretter ditcv til stillingen, så tydeliggør, hvad du konkret kan tilbyde i forhold til at få løst virksomhedens behov.
Det er følelser, der sælger, så få dem til at føle sig trygge ved dig. Igen er det informationen fra telefonsamtalen, der er afgørende her!

 Overhold 30-sekunders reglen
Tænk på, at arbejdsgiver typisk bruger max. 30 sekunder på første gang at skimme dit cv. Du skal derfor tænke overblik, struktur, væsentlighed og prioritering. Arbejdsgiveren ved godt, at der er en masse informationer, du har udeladt – og vil glæde sig til at spørge dybere ind ved en jobsamtale.
Skriv omvendt kronologisk i overbliksvenligt layout
Omvendt kronologi vil sige det seneste først. Lav en kolonne i venstre side, hvor du KUN har årstal. Drop dato- og måneds angivelser. På nuværende tidspunkt er det slet ikke væsentligt at gå i detaljer.
Start eventuelt med en profil
Profilen beskriver dine arbejds- eller studiemæssige røde tråde, din motivation i arbejdslivet og/eller hvilken kollega, de vil møde. Det kan understrege, hvad du gerne vil have, at arbejdsgiver særligt lægger mærke til, når han/hun skimmer dit cv. Samtidig er profilen en mulighed for at bryde lidt med cv’ets faktuelle genre. Dit cv kan desuden med en profil fungere uden en ansøgning, hvis du søger job via netværk og personlige henvendelser. Det er dog vigtigt, at denne profil er kort (max 5 linjer) ellers bliver den ikke læst.
Hold rækkefølgen i overskrifterne
Det vigtigste først. Enten din erhvervserfaring eller uddannelse afhængig af, hvad du primært søger job ud fra. Så snart du har relevant erhvervserfaring, skal dét nævnes først. Herefter kommer overskrifter som kurser, sprog, IT og eventuelt frivilligt arbejde, organisatorisk erfaring eller andet. Du kan slutte af med en personlig beskrivelse om dig selv, når du ikke arbejder.
Uddyb med enkelte bullets
Under hver stillingsbetegnelse uddyber du, hvilke ansvarsområder, hvilken rolle du har haft, specifikke opgaver og eventuelt resultater du har opnået via din ansættelse det pågældende sted. Skriv i passivt sprog (endelser på -else og -ning), så du ikke kommer ud i meget lange forklaringer og prosaiske sætninger. Det er KUN for at pirke til nysgerrigheden. Hav tillid til, at du nok skal få lov til at uddybe til en samtale. Maksimalt fem bullets under hver stillingsbetegnelse og maksimalt en sætning pr. bullet. 
Skal der foto på cv’et?
Ja, hvis det er professionelt, vellignende og kan placeres korrekt, uden du strækker eller klemmer det til forkert format. Gerne med et smil – de leder også efter en ny kollega.